Sprøde knækbrød sprængfyldt med kerner
Sprøde knækbrød sprængfyldt med kerner
Disse knækbrød er super lækre som snack, i madpakken eller til tapas. De bugner med sunde fedtstoffer og er et godt alternativ til chips. De kan nemt varieres efter hvilke frø og kerner du har liggende i skabene. Du kan også udskifte halvdelen af hvedemelet med grahamsmel eller rugmel, hvis du ønsker flere kostfibre.
Ingredienser
- 1 dl. havregryn
- 1 dl. sesamfrø
- 1 dl. græskarkerner
- 1 dl. solsikkefrø
- 1 dl. hørfrø
- 3,5 dl. hvedemel
- 2 tsk salt (eventuelt lidt ekstra til at drysse ovenpå)
- 1,25 dl. olie (eksempelvis raps eller oliven)
- 2 dl. vand
Sådan gør du
- Tænd ovnen og sæt den på 200 grader.
- Bland mel, havregryn, salt, frø og kerner sammen i en skål.
- Tilsæt olie og vand og rør det hele sammen. Tilføj eventuelt lidt ekstra vand hvis blandingen er meget tør.
- Gør en bageplade klar med bagepapir. Hæld en klat af blandingen op på papiret.
- Rul dejen tyndt ud mellem to stykker bagepapir. Du kan bruge hænderne eller en kagerulle. Det er vigtigt at knækbrødene bliver rullet tyndt ud, da de kan blive lidt seje i det hvis de bliver for tykke.
- Fjern det øverste lag papir og skær knækbrødene ud i ønsket form og størrelse med en kniv eller pizzaskærer. Drys eventuelt med lidt ekstra salt.
- Bag knækbrødene i ca. 15 minutter, afhængigt af din ovn. De skal være gyldne, men ikke brændte.
- Lad knækbrødene køle af på en bagerist i et par timer. Opbevar dem i en lufttæt beholder.