Syltede appelsinskaller
Syltede appelsinskaller
Jeg elsker økologiske appelsiner. De koster ikke mere end de sprøjtede, men hvor kan man altså virkelig smage forskel. De økologiske er ikke modnet i en lastbil men på et træ i solen. Appelsinerne er meget mere aromatiske og søde. Ud over selve det lækre frugtkød får man som en ekstra bonus appelsinskallerne. Da de ikke er sprøjtede, kan de uden bekymring anvendes i madlavningen.
Vask først den appelsin der skal spises meget grundigt. Selv om den ikke er sprøjtet, er den jo ikke ren. Herefter kan man gøre to ting:
- Skrælle appelsinen som man plejer, det vil sige, at alt det hvide kommer med. Det vil gøre siruppen lidt bitter.
- Med en kniv skære skrællen af ganske tyndt så man ikke får det hvide med.
Jeg har med de her skaller bare skrællet frugterne på ganske normal vis. Skallerne blev samlet i poser i min fryser. Jeg kan godt lide at bruge syltede appelsinskaller i boller med rosiner.
Jeg fik efterhånden samlet ca 1 kilo appelsinskaller. I en stor gryde kom jeg 2,5 liter vand og 1,8 kilo sukker. Gryden kom på komfuret og det hele fik et opkog.
Da sukkeret var blevet opløst, kom appelsinskallerne i. De blev kogt møre i sukkerlagen under låg i 30 minutter.
Appelsinskallerne blev taget op med en hul-ske og lagt til afkøling på to bageplader med bagepapir. Appelsinskallerne blev skåret ud i små tern.
Jeg delte det hele op i små portioner af 1 dl appelsinskaller. De blev pakket i madfilm og nu er de i fryseren. Det er nemt at tage en lille portion op, når der skal bages boller eller småkager. Velbekomme!